Svalbardtraktaten

Svalbardtraktaten, også kendt som Paristraktaten, er en traktat indgået 9. februar 1920 i Paris mellem flere lande om øgruppen Svalbard. Den slår "Norges fulde og uindskrænkede højhedsret over Svalbardøgruppen" fast. Aftalen giver Norge suverænitet over Svalbard: Spitsbergen og øerne omkring, Bjørnøya og Hopen. Traktaten fastslår videre at alle traktatparter skal have "lige ret til fisk og fangst" i disse områder og i deres territoriale farvande. Bestemmelsen om ligeret gælder efter traktatens ordlyd kun indenfor territorialgrænsen, som da udgjorde fire sømil. Spørgsmålet om i hvilken afstand ligebehandlingsprincippet skal gælde er imidlertid omstridt.^{[kilde mangler]}

Underskriverstaterne var Danmark, USA, Storbritannien, Norge, Frankrig, Italien, Japan, Holland og Sverige. Flere end 30 yderligere stater har underskrevet traktaten ved et senere tidspunkt, inklusive Sovjetunionen i 1924.

Traktaten tager sigte på at sikre Svalbards udvikling og den fredelige udnyttelse af naturressourcerne der. Norges suverænitet er dog begrænset på en sådan måde, at borgerne i enhver af de stater, der har underskrevet Svalbardtraktaten, har lige ret til at drive næringsvirksomhed, jagt og fiskeri på øerne og i deres territorialfarvand.

Svalbard er en demilitariseret zone. I 1950'erne erklærede den norske regering Svalbard som neutralt område, med den begrænsning at NATO fik ret til at gribe ind, såfremt neutraliteten skulle blive krænket på nogen måde.